Ledige skal ikke jages rundt i manegen

En ting er at miste sit arbejde, hvilket jo i sig selv kan give anledning til mange bekymringer. Men når man dernæst oplever at blive mistænkeliggjort og at blive jaget rundt i manegen af jobcenteret, så bliver det for alvor rigtig træls. Den oplevelse har jeg selv haft, og det samme har rigtig mange, jeg kender – på trods af at ingen af os har haft noget som helst ønske om at bruge livet hjemme på sofaen med en pose chips. Tværtimod har vi haft et ønske om at bruge vores uddannelse og har løbende søgt job, men alligevel har vi skullet stå skoleret, med truslen om at miste dagpengene eller kontanthjælpen hængende to centimeter over hovedet. Hvad i alverden er det for et håbløst system, vi har bygget op?

Jeg ønsker en ændring i tilgangen til ledige, hvor det offentlige føles som en rygstøtte frem for et yderligere stressmoment. Jobcentrene skal i meget tættere dialog med kommunens virksomheder, så de er klar til at etablere forbindelse mellem en ledig og en virksomhed, fordi de har talt godt med begge parter og kan se et match eller en mulighed for at uddanne sig i mål, hvis en ledig har viljen, men lige mangler nogle få ekstra kompetencer. Arbejdsmarkedet ændrer sig løbende, og mange kan få succes i et job, de ikke er direkte uddannet til, hvis den ledige, jobcenteret og virksomheden har et tæt samarbejde.

Men sådan fungerer det desværre langtfra alle steder. Beskæftigelsesforvaltningerne er tynget i knæ af ubrugelige dokumentationskrav, og da jeg selv har været ansat i en kommune i tre år, så ved jeg med sikkerhed, at de ansatte bestemt heller ikke synes, det er rart at skulle overkontrollere deres medborgere og straffe dem, hvis de får trådt forkert. Viljen til at hjælpe er helt bestemt til stede, men hovedparten af tiden går med at taste alt mellem himmel og jord ind i systemet, mens den ledige bliver mere og mere frustreret. Hele beskæftigelsesområdet er så regeltungt, at man må tage sig til hovedet, og jeg tror simpelthen ikke på, at den ekstreme kontrol bidrager positivt. Der er millioner at spare i administration af systemerne.

Mange lovgivninger knopskyder over årene og bliver med tiden en jungle at finde rundt i – både for borgerne og for de medarbejdere, som forsøger at følge lovens bogstav. Netop lovgivningen på beskæftigelsesområdet er en af de værste og har været belastet af den ene reform efter den anden, som med svingende resultater har skullet sikre, at de ledige ikke snyder sig til penge, og at alle bidrager, hvis de på nogen måde kan. Sidstnævnte har resulteret i fuldstændigt absurde jobprøvningsforløb, hvor meget svækkede borgere har slæbt sig på arbejde nogle få timer om ugen, fordi alternativet har været at miste indtægtsgrundlaget.

Efter min mening er der brug for to ting:

En gennemgribende reform og regelforenkling som flytter fokus fra kontrol og unødvendig dokumentation til et målrettet arbejde med at skaffe virksomhederne den arbejdskraft, de efterspørger, og med at motivere og inspirere ledige, så de føler sig hjulpet i stedet for at føle sig kørt over af systemet.

En værdig tilgang til personer med meget nedsat arbejdsevne. For nogle vil det være af stor betydning stadig at kunne komme på arbejde nogle få timer om ugen, selv om de for eksempel har fysiske problemer. Men for andre er det fuldstændig uoverskueligt, og jeg synes, det er uværdigt, at de skal tvinges. Mange af disse ønsker at komme på en førtidspension, og står det til mig, skal de have lov. Måske er det lidt dyrere for samfundet, men det er til gengæld også mange gange mere værdigt.

Af Mia Tang, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

Mia Tang Folketingskandidat Mobil: 40 75 59 00 Mail: mia@miatang.dk