Den dag min ven døde af stress, vågnede jeg op
For to år siden døde min ven af stress. Han var 45 år, på toppen af sin karriere og reagerede for sent på kroppens advarsler. En dag faldt han om med hjertestop, og al genoplivning var ulykkeligvis forgæves.
Bisættelsen står mejslet ind i min hukommelse. Bag kisten gik hans hustru med deres to sønner på henholdsvis fem år og fem uger. Jeg kommer aldrig til at glemme udtrykket i hendes øjne.
Stress kan ramme enhver, og den dag min ven døde, vågnede jeg op. Både som journalist og pressechef har jeg arbejdet i meget hektiske miljøer, jeg har venner fra mange forskellige brancher, som også føler sig pressede, og vi er nødt til at lære, hvordan vi både passer bedre på os selv og på hinanden.
Tallene i Danmark er dybt, dybt bekymrende. Ifølge Stressforeningen er ca. 17.000 danskere hver dag sygemeldt med stress, ½ mio. føler sig udbrændte på jobbet, og 430.000 oplever daglige symptomer på stress. For mig er det en politisk mærkesag at få ændret de tal til det – meget! – bedre.
Sidste år nedsatte regeringen et stresspanel med kompetente fagpersoner, som nu har været rundt i landet og snart kommer med deres bud på, hvordan vi sammen kan forebygge og håndtere stress. Efter sigende meget konkrete og anvendelige metoder, så dem glæder jeg mig til at fordybe mig i. Men hvis vi skal ændre noget, handler det også om dig og mig – og så naturligvis om de rammer der bliver sat.
Jeg kender nordjyderne som både hårdtarbejdende og meget pligtopfyldende. Og netop det med at være pligtopfyldende og føle stort ansvar for, at tingene bliver gjort, kan sommetider være årsagen til, at man presser sig selv for langt ud.
Samtidig har jeg mange gange fået svaret ”joo, det går da godt nok”. Også i situationer, hvor det helt åbenlyst ikke var tilfældet. Men man gider ikke at være pylret, og det går jo nok over. At det kan være farligt at tænke sådan, er min ven desværre et tragisk eksempel på.
Sygefravær på grund af arbejdsbetinget stress koster det danske samfund 27 mia. kr. årligt. Prøv at tænk, hvor meget godt der kunne skabes for de penge, og hvor stor menneskelig betydning det ville have, hvis vi blev markant bedre til at tage stress i opløbet. Før det trækker tæppet væk under dig.
Fra politisk side kræver det blandt andet, at vi sikrer, at viden om best practise bliver delt, at gode initiativer støttes, og at hjælp er indenfor rækkevidde. Samtidig skal der arbejdes professionelt med det psykiske arbejdsmiljø, for trivsel – eller mangel på samme – er i høj grad et ledelsesansvar.
Men – jeg er bestemt heller ikke blind for, at der i den offentlige sektor nu er sparet så meget ind til benet, at vi er nødt til at ændre kurs. Der var gode argumenter for at indføre de årlige besparelser via omprioriteringsbidraget, men nu mener jeg personligt, at vi bør trække i håndbremsen. De massive besparelser er gået hårdt ud over både arbejdsglæde og trivsel. Det skal der rettes op på.
Men den medmenneskelige side af sagen er også helt afgørende. For hvordan opfører du dig overfor et menneske med stress? Det kan være rigtig svært at vide, hvad man skal gøre, men det helt afgørende er at turde spørge. Jeg er ikke i tvivl om, at en del sygemeldinger kunne undgås, hvis vi blev bedre til at passe på hinanden og ikke acceptere et ”joo, det går da godt nok.” Hvis vi blev bedre til at trække vores ven, kollega eller kæreste til side og insistere på en snak uden filter.
For de farlige fysiske symptomer, som stress kan medføre, er udløst af psyken. En stresset hjerne kører på højtryk, stresser kroppen og udløser for eksempel hjertebanken, søvnløshed eller svimmelhed. Det er helt afgørende med mentale pauser, så hjernen får sorteret indtrykkene og kan fokusere på det vigtige. Det ved vi fra mange undersøgelser, men det kommer ikke af sig selv. Derfor håber jeg, at vi sammen kan finde veje at gå, så langt færre skal opleve den frustration, det er, når man mentalt går i knæ.
Af Mia Tang, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti
 |
Mia Tang |