Når hver femte af os bliver psykisk syg, hvorfor er det så et tabu?
Jeg kan huske, da min veninde fortalte mig, at hun nu definitivt havde måttet opgive at arbejde. Hun var både vred og frustreret. For nu havde den vundet. Sygdommen. Som hun ellers har kæmpet indædt imod hele livet.
Min veninde har indvandrerbaggrund. Hun gjorde oprør. Hun forlod et arrangeret ægteskab og brænder nu for at hjælpe unge gennem sit job som socialrådgiver. Men min veninde er også bipolar – eller maniodepressiv som det tidligere hed – og flere gange om året bliver hun så syg, at hun er indlagt og i de efterfølgende uger så tungt medicineret, at hun sover en stor del af tiden. Så karrieren er slut – og det samme er drømmen om at gøre en forskel.
Min veninde er desværre blot ét eksempel blandt mange. Psykisk sygdom rammer hver femte af os, og har både for den syge og for de pårørende meget store konsekvenser. Men området er i alt for mange år blevet underfinansieret, og det skal der simpelthen rettes op på. Derfor blev jeg glad, da regeringen tidligere i år afsatte over 2 mia. kroner til området, og jeg vil følge de 43 nye tiltag med stor interesse.
Nogle sygdomme kan ikke helbredes. Som min venindes. Men trods svære og velkendte diagnoser oplever mange f.eks. at blive sendt hjem, før de selv føler sig klar til det, og føler sig opbevaret snarere end behandlet. Det kan skabe en ond spiral af genindlæggelser og slider også hårdt på de pårørende, som må træde til. Det skal ændres.
Andre sygdomme kan helbredes, hvis man får professionel hjælp i tide. I Region Nordjylland tilstræber man højst en måned til udredning og højst en måned til derefter at begynde på en behandling. Men er man ramt af f.eks. en depression, stress eller en spiseforstyrrelse, kan ventetid være fuldstændig uoverskueligt. Hjælp skal gives hurtigt og vedvarende.
Som samfund er vi nødt til at blive bedre til at hjælpe mennesker med ondt i psyken. Både som system og som medmennesker. Det kræver flere pladser i psykiatrien, mere personale med de rette kompetencer og en anerkendelse af, at fysiske og psykiske sygdomme skal sidestilles. At have ondt i livet er mindst ligeså invaliderende som at have ondt i kroppen. Mange psykisk syge mister livet længe før, de burde. Nogle ved egen hånd, andre fordi de drukner deres mentale smerter med et misbrug. En trist statistik som over en årrække desværre ikke er blevet forbedret.
Og så er der du og jeg. For hvor gode er vi til at passe på den ven, hvor filmen er knækket? Det er ikke svært at møde op med to pizzaer og en pose matadormix til den kammerat, som har brækket et ben. Men mange synes stadig, at psykisk sygdom er svært at håndtere, og området er desværre stadig tabubelagt, fordi den syge ikke bryder sig om at udstille sårbarheden, og fordi venner eller familie er bange for at træde forkert.
Men vi skal gøre det bedre. Der er brug for et paradigmeskifte politisk – psykiatri skal opprioriteres og på finansloven – de nye tiltag skal effektmåles. Og der er brug for, at vi alle sammen bliver lidt mere modige, når et menneske, vi holder af, er i dyb krise. For næstekærlighed handler helt enkelt også om at turde, når det ikke er nok at lægge gips på.
Af Mia Tang, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti
 |
Mia Tang |