Næstekærlighed dengang og nu

Jeg er blevet et bedre menneske af at lære vores beboere at kende! Sådan sagde direktøren for et stort almennyttigt boligselskab for nyligt til mig, da han fejrede sit jubilæum. Forklaringen var den, at der blandt beboerne, hvoraf en del er relativt ressourcesvage, er et stærkt og hjertevarmt sammenhold. I blokkene rummer man både psykisk syge, svage ældre, enlige med misbrug, flygtninge og alle mulige andre mennesker, som i ny og næ har brug for en hjælpende hånd. Og det får de – fra andre beboere, som heller ikke nødvendigvis selv har masser af overskud, men som måske netop derfor ved, hvor vigtigt det er, at nogen rækker hånden ud.

Jeg tænkte længe over, hvad han havde sagt. I nogle landsbyer og kvarterer kender vi hinanden rigtig godt, men i andre er der langt imellem nærværet, hjælpsomheden og næstekærligheden – og det er en skam. For rigtig mange føler sig ensomme, og mange har det ikke særlig godt psykisk.
Her i påsken fejrer vi rettelig håbet, og lyset der vinder over mørket. I dag ser mange nok først og fremmest påsken som nogle kærkomne fridage, når foråret endelig er kommet, men vi inviterer dem, vi holder af, og vi holder traditionerne i hævd. For det betyder noget at samles.

Engang boede vi sammen på tværs af generationer, og mange forlod aldrig deres egn. Nu flytter vi i én retning for at uddanne os og i en anden retning for at finde ønskejobbet. Men vi har en stærk følelse af sommetider at skulle hjem. Til dem vi holder af. Til vores egn. Og vi værner om vores traditioner.

Når jeg – efterhånden ret ofte – bliver bedt om at forklare, hvorfor jeg er konservativ, ender jeg meget ofte det samme sted. Ved pointen med, at vi midt i al vores karriereræs og gode individuelle muligheder skal huske fællesskabets betydning. Vi skal huske, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Det er ikke nok, at jeg har det godt, hvis vi som fællesskab har det skidt. Og det mener jeg meget oprigtigt.

I mange sammenhænge er vi også en del af et fællesskab, som vi ikke selv har valgt. Blandt kollegaer, naboer eller andre, som vi ikke som udgangspunkt er forbundne med. Men bliver vi det, opstår der noget, som kan have stor betydning. Som kan være det, der gør hele forskellen for, hvordan vi har det. Og som kan få betydning mange år frem.

På min kommode står en lille flagstang, som min morfar har lavet. Flaget, som mormor og morfar købte efter krigen, ligger ved siden af. Det venter på en ny snor, for den gamle knækkede af ælde, og trykket på flaget er også falmet. Men betydningen er stadig stor og vigtig. Der står: 9. 4. 1940 og Gud bevare Dem alle. Gud bevare Danmark. Det flag kom på bordet ved alle fødselsdage i min familie, og det vil altid minde mig om, hvad mine bedsteforældre fortalte mig om krigen og det helt enestående sammenhold, som udsprang af besættelsen.

Næstekærlighed dengang og nu er det samme. Vi kan stadig langt mere i fællesskab, end vi kan alene, og vi er stadig afhængige af hinanden og hinandens omsorg. Jeg bliver irriteret, når nogen tager Dannebrog som gidsel i en forfejlet debat om danskhed. For mig handler danskhed om respekt for vores fælles historie, om ordentlighed, om næstekærlighed og om viljen til at hjælpe og stå sammen, når det gælder. Så rigtig god påske. Med dem du holder af. Og dem du endnu har til gode at møde.

Af Mia Tang, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

Mia Tang Konservativ folketingskandidat i Nordjylland, journalist, cand.mag. og tidl. pressechef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Mobil: 40 75 59 00 Mail: mia@miatang.dk