Et godt sundhedsvæsen skal være indenfor rækkevidde

Min venindes søn er født på parkeringspladsen foran sygehuset. De nåede ikke frem til fødegangen i tide, og deres lille dreng kom derfor til verden på forsædet af en Ford Focus…

Gudskelov er min veninde en gæv kvinde fra Hirtshals, og gudskelov var det tredje barn, så hun tog situationen i stiv arm, og i dag er den lille pode en glad knægt med drøn på. Men de er eksemplet på, hvad afstand til lægehjælp kan betyde.

Mange nordjyder føler, at der er blevet meget langt til både den praktiserende læge og sygehuset. For et lokalsamfund er det problematisk ikke at have en god praktiserende læge. En læge som kender din familie, kan trøste et feberramt barn og spotte kritiske symptomer på noget farligere i tide.

Derfor skal vi sikre, at gode praktiserende familielæger både får lyst til og mulighed for at drive praksis – også langt ude på landet. Nogle steder kan løsningen være at hjælpe med lokaler, andre steder at etablere sundhedshuse med flere specialer, men der er også regler, som spænder ben, og de skal hurtigst muligt laves om.

For det første er der loft over, hvor meget en praktiserende læge kan få udbetalt fra regionen. Det spænder ben for, at f.eks. en frisk ung læge kan tage patienter fra et større område, selv om hun sagtens kan overkomme det. Det forhindrer hende også i at udvide sin praksis med sygeplejersker, terapeuter og lignende, som kan give ekstra omsorg for borgerne, fordi omsætningen dermed bliver for høj ift. det tilladte. Det loft bør fjernes. Det må være op til den enkelte læge at vurdere sin egen kapacitet og at kunne udvikle sit praksis til gavn for borgerne.

For det andet kan lægestuderende ikke længere få refunderet transportudgifter til deres praktiksted. Det bør ændres for at undgå, at yderområder fravælges, hvilket min partifælle Per Larsen nu tager op i Danske Regioners bestyrelse.

I forhold til sygehusstrukturen bliver det kommende supersygehus et sundhedsmæssigt omdrejningspunkt i regionen, og selvfølgelig er der fordele ved at samle specialer for at sikre et meget højt lægefagligt niveau. Men når det for nogle patienter bliver en dagsrejse at nå frem, kan længere behandlingsforløb være en meget trættende oplevelse. Derfor er også decentrale behandlingssteder vigtige at holde fast i – udover følgende vigtige ting:

Gode behandlingsforløb hvor patienten føler sig i centrum fremfor at føle sig som kastebold. Korte ventelister, fordi det kan redde liv. Og sidst men ikke mindst: ordentlige forhold for sundheds- og plejepersonale, som har valgt deres fag med hjertet og ikke skal belemres med unødvendige dokumentationskrav, it-bøvl eller andet, som står i vejen for det, de er bedst til: at yde omsorg og pleje.

Vi skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse – også i Nordjylland – og det vil jeg arbejde for politisk.

 

 

Af Mia Tang, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

 

Mia Tang
Folketingskandidat

Mobil: 40 75 59 00
Mail: mia@miatang.dk