Mine børn skal være – ikke blot kunne

Mine to drenge på 8 og 10 år går i folkeskole. Den ældstes skolestart faldt sammen med, at skolereformen gik i luften, og den første tid med reformen mindede mig om køreskoleelevers debut på glatbane, hvor retningen er tilfældig, og man sejler derudaf.

Her – godt fem år senere – har tingene fundet deres form. Skolerne har gjort deres bedste, og vores elever er generelt betragtet dygtige. Men hvordan har de det egentlig? Og er folkeskolen overhovedet blevet bedre? Det er jeg meget i tvivl om.

Selv om der nu bliver skåret nogle enkelte timer væk for de mindste børns vedkommende, er skoledagene stadig meget, meget lange. Meget ofte er mine børn totalt udmattede, når de når hjem, og den erfaring deler vi med mange andre børnefamilier.

De meget lange dage giver en negativ effekt, fordi det går ud over børnenes mulighed for bare at være børn – deres fri leg. Og det giver også en negativ effekt, fordi mange har fået meget mindre tid til gode fritidsinteresser eller for de større børns vedkommende til fritidsjobs. Hårdest ramt er det mange børn, der har langt til skole.

Derfor ser jeg ikke for mig, at vi er færdige med at se på skoledagenes længde. Der kommer nu en højere grad af fleksibilitet, men helt grundlæggende føler jeg mig ikke overbevist om, at mange timer er lig med megen kvalitet. Sådan har jeg det også med mængden af læringsmål, tests og kontrol. For hvis mine børn skal lære sig selv at kende, opnå et godt selvværd og finde ud af, hvad de vil med livet, så handler det ikke bare om at kunne præstere. Det at kunne begå sig mellem mennesker er ligeså vigtigt. Eller sagt på en anden måde: jeg ønsker, at mine børn bliver vurderet ud fra, hvem de er, ikke kun på hvad de kan rent fagligt.

Selvfølgelig giver det mening at kunne sammenligne og sikre, at der alle steder er god undervisning, men er den mængde bureaukrati og dokumentation, som vi ser nu, virkelig påkrævet?

Samtidig ser jeg alt for mange sårbare børn, som er blevet sat ind i almindelige folkeskoleklasser i inklusionens navn, hvilket har store konsekvenser for både dem selv og ofte også deres klassekammerater og lærerne. Nogle af de børn har det meget, meget svært. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om disse særlige børn ville få et andet og for dem bedre skoletilbud, hvis kommunen ikke selv skulle betale? Hvis vi havde en central kasse, som dækkede udgifterne til særlige tilbud til særlige børn?

Jeg ved, at mange af disse børn kæmper en ensom og svær kamp for at passe ind i en almindelig folkeskoleklasse. Som en pige, jeg mødte for nylig, der i folkeskolen kæmpede med både to diagnoser og massiv mobning. Først da hun begyndte at skære i sig selv, fik hun et andet skoletilbud.

Kan vi virkelig ikke gøre det anderledes? Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Er drømmen om at inkludere og favne forskelligheden nogensinde kommet på vingerne, eller er den styrtet ned – sammen med de børn for hvem filmen knækker? Det vil jeg gerne have undersøgt bedre.

Jeg ønsker en folkeskole i børnehøjde – med respekt for børns forskellighed og blik for, at også det at være super god til at bruge hænderne er noget værd. Hvor nogle af de gamle dyder som respekt for læreren bliver mere udtalte. Og hvor børn ikke alene måles på faglige resultater.

For jeg er ikke bange for, om mine børn får lært nok. Jeg er bange for, at de præges til at tro, at lykken afhænger af din præstation. Mine børn skal være – ikke blot kunne.

Af Mia Tang, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

Mia Tang Konservativ folketingskandidat i Nordjylland, journalist, cand.mag. og tidl. pressechef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Mobil: 40 75 59 00 Mail: mia@miatang.dk