Landbrug rimer på forskning og vækst

Landbruget er en vigtig sektor for Nordjylland og for resten af landet, så der er god grund til at følge godt med i den udvikling, der foregår i disse år. Blandt andet har landbruget netop fået en ny forskningsstrategi, og det er langt fra så tørt, som det umiddelbart kan lyde. Den kan faktisk komme til at sætte et vigtigt fodaftryk i Nordjylland på længere sigt, fordi dygtige landmænd også i kommende generationer skal præge både landskabet, udviklingen og væksten i landsdelen.

Strategien handler om, hvordan vi sikrer, at det også fremover er rentabelt at drive landbrug, om at sikre dansk landbrugs styrkeposition indenfor dyrevelfærd, natur, klima og miljø – og helt grundlæggende om at passe godt på Danmark. I den sammenhæng er forskning helt afgørende, og derfor ønsker landbruget et endnu tættere samarbejde med universiteter og de såkaldte GTS-institutter. Sidstnævnte hjælper både landbruget og andre brancher med at lære ny teknologi at kende, med at få den i brug og med at blive mere effektive. Det kan bidrage til at skabe mere vækst og også til at gøre produktionen mere konkurrencedygtig, hvilket også er helt afgørende i landbruget, hvor man er i hård konkurrence med udlandet.

En af de ting, der skal under lup, er vores klimaudfordringer. Vi er alle enige om, at der er brug for en bæredygtig produktion med et lavt klimaaftryk, men samtidig er der på verdensplan en stor befolkningstilvækst, så hvordan mætter vi markedet samtidig med, at vi passer på vores natur? Det er et af de væsentlige spørgsmål, som vi også fra politisk side skal forholde os til, og hvor sure miner vendt mod landbruget bare på ingen måde bidrager til hverken løsninger eller konstruktiv dialog.
Derfor vil jeg gerne slå fast, at jeg helt generelt oplever landbruget som en branche med mange ildsjæle, som hver dag forsøger både at balancere mellem udbud og efterspørgsel, og som samtidig er meget bevidste om det ansvar, der påhviler dem som ansvarlige brugere af vores landbrugsarealer og som vigtige aktører indenfor de hovedområder, som erhvervet selv har udpeget: Ressourceudnyttelse og bæredygtighed, klima og miljø, sunde og sikre råvarer, dyrevelfærd og dyresundhed samt biodiversitet og natur.

Når jeg taler med landmænd, oplever jeg en stærk bevidsthed om, at vi skal finde fælles løsninger, og en stor vilje til at arbejde meget professionelt med at blive endnu grønnere. I den forbindelse er en ambitiøs forskningsindsats meget vigtig, og nye teknologier kan få stor betydning både her i landet og i udlandet. Der ligger et stort arbejde bag de varer, vi fylder i indkøbskurven, og det skal vi som forbrugere huske og påskønne. Det er nemlig i vores alles interesse, at vi har et velfungerende, bæredygtigt og overskudsgivende landbrug – også i Nordjylland.

 

Af Mia Tang, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

 

Mia Tang
Konservativ folketingskandidat i Nordjylland, journalist, cand.mag. og tidl. pressechef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Mobil: 40 75 59 00
Mail: mia@miatang.dk