Når du bliver syg, skal du kunne føle dig tryg ved, at du modtager den bedst mulige behandling. Og når du ringer 112, skal du føle dig tryg ved, at hjælpen når frem i tide. Vi har brug for et godt akutberedskab i hele Nordjylland.
For et lokalsamfund er det meget vigtigt med en god praktiserende læge, og derfor skal vi sikre, at gode praktiserende familielæger både får lyst til og mulighed for at drive praksis – også langt ude på landet. Det kræver blandt andet, at vi får fjernet loftet over, hvor meget en praktiserende læge må tjene, fordi det spænder ben for, at f.eks. en frisk ung læge kan ekstra patienter eller udvide sin praksis med andre typer sundhedspersonale.
I forhold til hospitaler bliver det kommende supersygehus vigtigt i regionen, og selvfølgelig er der fordele ved at samle specialer for at sikre et meget højt lægefagligt niveau. Men når det for nogle patienter bliver en dagsrejse at nå frem, kan længere behandlingsforløb være en meget trættende oplevelse. Derfor er også decentrale behandlingssteder vigtige at holde fast i.
Derudover har jeg fokus på gode behandlingsforløb, hvor patienten føler sig i centrum fremfor at føle sig som kastebold, korte ventelister fordi det kan redde liv, og sidst men ikke mindst: ordentlige forhold for sundheds- og plejepersonale, som har valgt deres fag med hjertet og ikke skal belemres med unødvendige dokumentationskrav, it-bøvl eller andet, som står i vejen for det, de er bedst til: at yde omsorg og pleje.
Sidst – men ikke mindst – vil jeg nævne psykiatrien, som i alt for mange år har været underprioriteret. Men hver femte af os rammes i løbet af livet af psykisk sygdom. Derfor ønsker jeg, at fysisk og psykisk sygdom skal sidestilles, for det er der et meget stort behov for.
Vi bruger cookies på konservative.dk. Nogle sikrer at sitet virker, mens andre samler data ind til forbedring af din brugeroplevelse og markedsføring.
Du kan altid slette cookies fra konservative.dk igen. Læs mereLuk og accepter