Jeg stammer oprindeligt fra Århus, hvor jeg voksede op alene med min mor. Hun er gammel 68’er, og de gode værdier om peace, love and harmoni har jeg altid båret med mig. Politisk har jeg dog bevæget mig i en noget andet retning end den langhårede socialisme, så det er nogle friske politiske diskussioner, vi har i mit barndomshjem.
Livet igennem har jeg altid været meget videbegærlig. Efter gymnasiet blev jeg cand. mag. i dansk og italiensk og rejste derefter til England for at videreuddanne mig til radio- og tv-journalist. Jeg har senere også uddannet mig i strategisk kommunikation og psykoterapi, men det har altid været journalistikken, der var omdrejningspunktet.
Privat er jeg gift med Klaus, som er ingeniør, og vi har to sønner. Vi er en typisk travl børnefamilie med en masse aktiviteter.
Efter sidste folketingsvalg tilbage i 2015 blev jeg ansat i Udlændinge- og Integrationsministeriet og blev dermed Inger Støjbergs pressechef. At håndtere flygtningekrisen og de deraf følgende mange, mange sager var både spændende og meget hektisk, så efter nogle gode år i ministeriet valgte jeg søge nye græsgange.
Næste stop var at blive seniorkonsulent i et PR- og kommunikationsbureau, hvor jeg hjalp virksomheder med at professionalisere deres kommunikation og håndtere pressen.
I samme periode valgte jeg at blive politisk aktiv og stillede op til folketingsvalget i 2019. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg var få hundrede stemmer fra at blive valgt. Ved det kommende folketingsvalg stiller jeg op igen, og jeg har i mellemtiden kørt Nordjylland tynd for at sætte mig ind i alle mulige vigtige emner. Så jeg føler mig i dén grad klædt på til opgaven.
Siden valget har jeg haft den store fornøjelse at arbejde som presse- og kommunikationschef hos Danske Maritime. Som brancheorganisation for den maritime industri i Nordjylland og resten af Danmark har der været tryk på henover coronakrisen, og netop nu forholder vi os til udfordringerne i relation til Ukraine, stigende energipriser, forsyningssikkerhed og meget andet. Det har været nogle lærerige år, hvor jeg har siddet langt ned i substansen af, hvad virksomhederne har af udfordringer, behov og muligheder. Og bliver jeg ikke valgt, vil jeg stadig være super glad for mit arbejde i den maritime industri!
Med ind i det politiske arbejde bringer jeg over 20 års journalistisk erfaring, hvor jeg blandt andet har arbejdet for TV2/Nord og senere fem år som TV2-regionernes Christiansborg-redaktør, hvor min opgave var at dække alt, som havde regional betydning. Det har givet mig en stor indsigt i nordjyske forhold og i indenrigspolitiske forhold i det hele taget. Jeg ved så at sige, hvor skoen trykker på alle niveauer.
Før ministeriet var jeg pressechef i en kommune, så jeg har alti i alt en meget bred erfaring med både de lokale og de landsdækkende politiske udfordringer samt kontrasterne imellem den private og den offentlige sektor.
Afsættet for det hele er min baggrund som journalist, hvor jeg primært har beskæftiget mig med nyhedsformidling, men jeg har også lavet mange længerevarende programmer om for eksempel arbejdsmarkedsstof, energi og miljø. Jeg blev journalist for at fortælle den gode historie. Det har jeg brugt over 20 år på at gøre fra mange forskellige vinkler, og politik har altid været min hovedinteresse. Nu vil jeg gerne bruge min mangeårige erfaring ved selv at gå ind i politik, fordi jeg gerne selv vil gøre en forskel og tage ansvar.
Med to drenge på 11 og 13 år er der altid er gang i et eller andet. Vi bor tæt på både skov og strand, som vi nyder at bruge, og vi har et stort skønt socialt netværk.
Men vi elsker også spontant at pakke bilen og tage på smuttur, hvor det bare er os fire, det handler om. Det kan være svært at nå det hele med et krævende job, men jeg nyder meget, når det også lykkes at få sejlet en tur i vores gamle båd, at opleve noget kulturelt eller at lave noget kreativt.
Derudover har jeg blandt andet været medlem af Rotary, siddet i Publicistklubbens repræsentantskab og været aktiv i mine børns institutioner. Men i disse år er min altoverskyggende fritidsinteresse politik.