Jeg er både karrieremenneske og mor. Nu er mine sønner teenagere og på mange måder selvkørende. Men jeg kan sagtens huske den dårlige samvittighed over manglen på tid, da de var små.
For selv om både min mand og jeg gjorde alt, hvad vi kunne for at få enderne til at nå sammen og give vores drenge verdens bedste barndom, så kan man ikke være to steder på en gang. Jeg har hentet sent mange gange, og jeg har også siddet med pc’en i sofaen, når ”vi” så tegnefilm, fordi jeg var nødt til at gøre noget færdigt på arbejde, og telefonen i øvrigt ringede midt i maden.

Rigtig mange familier står med præcist de samme udfordringer, og noget af det, der er brug for, er mere fleksibilitet. Ikke kun i relation til, hvad din arbejdsplads tilbyder, men også i forhold til børnepasningen og den måde, I kan organisere jeres familieliv på.
Derfor vil jeg gerne fremhæve nogle få at de tiltag, vi gerne vil gennemføre efter det kommende folketingsvalg, hvis det lykkes os at slippe af med den nuværende statsminister, som ikke har udrettet noget, som gør en reel forskel for børnefamilier.
Så fra konservativ side vil vi sammen med vores borgerlige kollegaer gerne:
- Indlede et opgør med EU’s øremærkede barsel. Det er helt sort, at EU blander sig i, hvordan I organiserer tingene som familie.
- Indføre ret til tilskud til pasning af eget barn i alle kommuner. De fleste kommuner er med, men ikke alle, og for nogle er hjemmepasning det, der fungerer bedst, så pengene skal naturligvis følge barnet.
- Indføre ret i alle kommuner til, at bedsteforældre kan stå for hjemmepasning. Det ville mine unger have elsket, da de var bittesmå 😊
- Indføre mulighed for mere erhvervsaktivitet ved siden af hjemmepasning. Hvorfor skal det være enten eller, hvis man trives med et mix?
- Indføre ret til modulpasning: Alle kommuner skal tilbyde modulpasning, så det er muligt at bruge daginstitutionen på deltid. Det ville gøre en stor forskel for alle dem med skæve arbejdstider, som i øvrigt også bør tilbyde aftenpasning på udvalgte institutioner.
Vi kan ikke ændre på dit travle arbejdsliv, og det er jo i øvrigt fedt at have fuld gang i en spændende karriere. Men vi kan gøre det lidt nemmere i samarbejde med kommunerne.