I efteråret 2023 stod vi i Danmark midt i den værste stormflod i over 100 år. Familier mistede huse, sommerhuse og værdier. Virksomheder stod under vand. Mange kæmpede i måneder med at komme på benene igen.

Hvad har regeringen gjort siden? Ingenting, der hjælper de mennesker, der risikerer at blive ramt igen. To ud af fem, der anmeldte skader, fik afslag på erstatning. Det betyder, at tusindvis af helt almindelige danskere – og lokale erhvervsdrivende – har stået tilbage uden hjælp, selvom stormfloden var en naturkatastrofe. Jeg kender selv flere, som udover selve frustrationen og afmagten over alt det, der gik tabt, samtidig endte i årelange slagsmål med deres forsikringsselskaber. En frustrerende og opslidende proces for dem, det berørte.

Regeringen lovede at handle, men der er er reelt set ingenting sket, når vi taler erstatninger og det længe ventede eftersyn af hele erstatningssystemet. Først sidst på året i 2026 kommer der måske en løsning. Det er smøl og helt uacceptabelt.

Vi har et af verdens højeste skattetryk. Danskerne betaler – og forventer med rette, at systemet fungerer, når katastrofen rammer. For det her handler ikke kun om stormflod. Det handler om respekt for de borgere, der gør deres pligt og betaler deres skat. Respekt for de virksomheder, der holder Danmark kørende – også når vandet står dem til knæene.

Derfor må vi op i gear. Der er akut brug for forebyggelse, og Folketinget og staten må til lommerne. Ja, der er givet noget her og der, men det er alt, alt for små beløb. Der er brug for både administrativ og økonomisk hjælp til store anlægsprojekter, som kan beskytte mod stormflod og beskytte byerne mod skybrud. Der er sat gang i forskellige ting, også for at sikre hovedstaden, men vi skal op i tempo, og det haster.

Retter vi dernæst blikket mod klimadebatten og debatten om grøn omstilling og det aftryk, vi sætter i verden, så kører den desværre sommetider fuldstændigt af sporet. I København bliver fx det sværere og sværere at benytte sin bil, selv mange ikke kan undvære den, og selv om lokale initiativer som en kommende nul-emissionszone på Indre Vesterbro bare skubber trafikken i andre retninger. Den slags misforståede initiativer er hverken til gavn for borgere, virksomheder eller gæster.

Fremfor at kritisere og genere borgerne i klimaets navn, bør vi koncentrere os om at få omsat den grønne dagsorden til meningsfulde initiativer og spændende forretningsmuligheder. For grøn omstilling er en global udfordring, som ikke skal koste danske arbejdspladser, men sikre både mere bæredygtighed, vækst og eksportindtægter – til gavn for samfundsøkonomien.

Lykkes vi med det, er potentialet stort. Både for at gøre en reel klima- og miljømæssig forskel såvel lokalt som internationalt – og for at styrke Danmarks position på verdensmarkedet, hvis vi kommer først med de bedste løsninger. Netop det er vores afsæt i den maritime industri, hvor jeg arbejder, og vi har også set andre vigtige brancher gå forrest – fx vindmølleindustrien.

Derudover vil jeg gerne drøfte bæredygtighed i bred forstand, hvor vi hver især overvejer, hvad vi selv kan bidrage med. De unge interesserer sig levende for, hvordan de kan gøre en forskel. Det, synes jeg, er inspirerende, og de kommende års udvikling bliver spændende. Uanset hvor man bor, spiller den natur, vi er omgivet af, en vigtig rolle. Dette handler om miljøforhold, som jeg selv arbejder med både professionelt og politisk.

Det gør jeg også med klimateknologier, og jeg tror ikke på løftede pegefingre. Jeg tror på et stærkt samspil på tværs af samfundet, hvor vi sammen bliver klogere på mulighederne og sammen sikrer en bæredygtig fremtid. Uden at vi giver de unge klimaangst – og uden at vi gør livet så besværligt, at hverdagen ikke hænger ordentligt sammen, fordi vi skal slæbe indkøbsposerne flere kilometer på grund af manglende p-pladser, sortere i 117 forskellige affaldsspande og forholde os til grønne afgifter.

Et andet eksempel er elektrificering af biler, lastbiler og busser, som jo er en god idé under forudsætning af, at strømmen rent faktisk er grøn. At sikre mere grøn strøm er et politisk ansvar, hvor jeg personligt ser kernekraft som nødvendigt på den lange bane. Samtidig er ladeinfrastrukturen stadig ikke på plads, og det kan bidrage til en besværlig hverdag.

Et tredje eksempel er affaldssortering. Hvor meget batter det, når det kommer til stykket? Kunne det måske gøres smartere og nemmere? Kommer kunstig intelligens måske til at gøre en positiv forskel der? Det kan man jo håbe.

Alt i alt så efterlyser jeg grøn realisme. Den grønne omstilling er i proces og har stor opbakning. Men der må ikke gå klimafanatisme i den. Den vinder ingen på.