Hvis mine børn en dag skal kunne arve huset, skal det ikke stå under vand, og jeg er en de borgere, som frygter stormfloder. Hvert vinterhalvår – og hver eneste gang meteorologerne varsler storm.
For vores dige er for lavt. Det ved vi. Og selv om der er sat gang i processen, så kommer der til at gå flere år, før spaden kommer i jorden, og vi kommer til at kunne føle os sikre bag et nyt og højere dige.
Sådan er det. Kystsikringsprojekter er langvarige, kræver forundersøgelser, finansiering og tilladelser, før vi kan få løst problemet.
Ligesom tusindvis af andre borgere er jeg utålmodig – og bekymret. Jeg er glad for, at debatten har ændret sig, og at der er en langt større erkendelse af, at dette er et samfundsproblem, som kommuner, stat og lodsejere skal løse sammen.
Men jeg er frustreret over de årelange processer og de mange ubesvarede spørgsmål om, hvem der skal betale, hvordan fordelingen skal være, og så selvfølgelig det helt store spørgsmål: hvor højt diget skal være, og hvordan det kommer til at se ud.
Samtidig har mange borgere og virksomheder, der allerede er blevet ramt af oversvømmelser, gjort virkelig dårlige erfaringer med de erstatninger, de har kunnet få – eller ikke få. Den del mangler der også at komme styr på. Der er brug for en bedre forsikringsdækning.
Og så er der jo snakken om forebyggelse. For det allerbedste er jo selvfølgelig, at skaden slet ikke sker. Både for dem, det går ud over, og når vi ser på, hvad det koster for samfundet at rydde op efter endnu en stormflod.
Det samme gælder i byerne, hvor voldsomme skybrud sætter gaderne under vand. Også der mangler borgerne bedre og hurtigere planer for, hvordan dette skal håndteres.
Så i disse måneder er en gåtur langs vandet forbundet med mange tanker. Jeg glæder mig til den dag, hvor de udsatte områder er sikret!