Jeg går ind i politik

Det er femten år siden, jeg mødte Lene Espersen på Christiansborg. Hun var på det tidspunkt justitsminister, og jeg kom til at kende hende som en hårdtarbejdende nordjyde med skarpe holdninger, en fast hånd på justitsområdet og en utrolig sympatisk politiker at arbejde sammen med – også når jeg stillede kritiske spørgsmål.

Havde nogen fortalt mig, at jeg her – en årrække senere – ville overtage hendes tidligere valgkreds og gå benhårdt efter at træde i hendes fodspor, ville jeg have grinet og sagt ”glem det, jeg er journalist, ikke politiker”. Men som bekendt kan meget ændre sig med tiden, og nu – hvor jeg har brugt over 20 år på at fortælle om, hvad alle mulige mener om alt muligt – er jeg nået til et punkt, hvor jeg gerne selv vil have indflydelse på, hvad der politisk bliver besluttet, og også selv er klar til at tage et medansvar.

Og ligesom Lene er jeg konservativ. For mig er Det Konservative Folkeparti det mest klassisk borgerlige parti med det største hjerte og den mest grønne profil, hvilket helt jordnært jo handler om, hvad vi gerne vil give videre til vores børn.

For mig handler det konservative syn på tingene blandt andet om, hvordan vi får skabt et velfungerende og velhavende samfund med en ordentlig balance imellem den personlige frihed på den ene side og ansvaret for at bidrage til fællesskabet på den anden side.

Og hvorfor så lige Nordjylland? At det netop blev Nordjylland, er bestemt ikke tilfældigt, for jeg kunne sagtens have fået en valgkreds meget tættere på, hvor jeg selv bor. Men jeg holder utrolig meget af Nordjylland, så for mig var der ingen slinger i valsen. Som ung journalist arbejdede jeg i to år på TV2 Nord, hvor jeg boede i Aalborg og kørte regionen tynd på kryds og tværs. Senere vogtede jeg på de nordjyske interesser som Christiansborg-redaktør i mere end fem år. Så når jeg i nu sætter kurs vestpå og dernæst stik nord, føles det velkendt og rart.

Jeg vil derfor kæmpe hårdt for at få lov til at blive en stærk nordjysk stemme på Christiansborg. Efter knap ni år på Slotsholmen kender jeg det politiske system indefra, og jeg vil gerne bruge mine mange års erfaring med både kommunal-, regional- og landspolitik til at få vigtige sager sat på dagsordenen.